Bogfinken

Der sidder en Fugl paa en Blomstergren,
den synger en Vise, en lille en,
men synger av Hjertenslyst.
Det er kun den enkleste Melodi,
maaske en tre fire Toner deri,
den har ikke fler i sit Bryst.

Saasnart den med Jubel har kvidret den,
begynder den om og om igen.
Vi Andre, som gaa forbi,
staa stille og smile og tænke saa:
"Nej, hör! nu begynder igjen den paa
sin evige Melodi!

Den synger endnu, mens den flyver bort,
aaja! ens kjæreste Vise er kort,
ens inderste Melodi
har kun nogle Toner, fattige, faa,
og dog, til Den, som kan den forstaa
kan Alting siges deri!