1. I våren knoppes en lind så grøn med lilier og martsviol; der under sidder en jomfru skøn og syr mod den klare sol.

Selv er hun ligest en sol i vår som æblet er hendes kind; Når hun for spejlet slår ud sit hår, det falder som blomster fra lind.

Som solen fanges af lindens blad, så fængsler hun sans og sind, så har hun mig bundet med tryllekvad og fanget mit hjerte ind.

2. De røde roser i lunden staa og blomstre for vind og vejr; Jeg ved mig for alle blommer smaa en jomfru-rose fuldskær. Som rosen sender sin duft omkring, at alle kende den maae, saa drager hun om sig en tryllering, der ingen ifra kan gaae.

Hun taler og ler af hjertensgrund, som lærken synger sit kvad, og ordene falde fra hendes mundsom duggen fra rosens blad. Ihvor hun går i den grønne maj, der blegne alle blomster smaa; Men hvor hun vandrer ad ødest vej, der tykkes mig roser staae.

3. Der driver en Dug over Spangebro og over alle grönne Skove; det volder den fagre Rosen vaand, at ej jeg kan Sövnen sove.

Det volder hin unge Rosenvaand, som ved mit Vindue gynger, dertil den liden Nattergal i Skoven derude synger.

Det er for den dejlige Rosenvaand gynger sine Knopper tvenne, det er for den liden Nattergal synger en Sang om hende.

4. Og kan min Hu du ej forstaae, og undres paa min Færd, da spörg den liden Sangfugl graa, som flyver her og der.

Da spörg den, hvi den flyr af Land for Vintrens Slud og Sne, men vender hjem igjen paastand, flux Solen bli´er at see.

Den liden Smaafugl ved det ej, han har sin Vinge kjær; med mer dog Hjemmets Blomst i Mai og Hjemmets grönne Træer.

Saa jages jeg som Fugl i Höst helt ofte hid og did, men drages af min Længsels Lyst mod dig til hver en Tid.

Dog al min Hu i Höst og Vaar kun flyver dig imod, og som en Sangfugl om dig slaaer, saasnart du er mig god.