Hvil over Verden, Du dybe Fred,
der strømmer fra Nattens Øje
der gyder med LIndring sig dulmende ned
over Jordens Dale og Høje.
Tavst maa mit Hoved sig bøje.
I Dagen forvilded min Fod sig tidt,
det er derfor mit Hjærte har blødt og lidt,
mod Aften sagtnes mit trodsige Trit,
den Genstridige falder til Føje.

Se, jeg er sunken paa Jorden ned,
min Læbe i Bøn sig bevæger.
Du hved hvad der farver mig Kinden hed,
Du, den første Læge blandt Læger.
Ræk mig den Drikke, som kvæger.
Jeg tømte saa mangen forfænglig Skaal,
det er derfor mit Hjærte har brænt som et Baal;
men Fangen derinde skal ge sig til Taal
og tømme Forsagelsens Bæger.