Venevil

Hun Venevil hopped på lette fod
sin kærest' imod.
Han sang så det hörtes over kirketag:
"god dag! god dag!"

Og alle de små fugle sang lystig med i lag:
"til sankte-hans, til sankte-hans
er latter og dans, ja latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun flætter sin krans!"

Hun flætted ham en af de blomster blå:
"mine öjne små!"
Han tog den, han kasted og tog den igen:
"Farvel min ven!"

Og jubled, mens han sprængte over agerrenen hen:
"til sankte-hans, til sankte-hans
er latter og dans, ja latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun flætter sin krans!"

Hun flættede modig foruden stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sankte-hans,
ingen blomster fant's:

Hun flætted af de blomster, som slet ikke fants!
Til sankte-hans, til sankte-hans,
er latter og dans, ja latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun flætter sin krans."