Luk op dit vindu, skjön jomfru, jeg kommer med sang og spil. Toner og ord jeg sammansnor og slynger dem som jeg vil. Fjærnt og nær over alle trær falder det glödende aftenskjær og brænder som kys på din rude. O, luk den op, hvis du vil!

Din rude klirred, skjön jomfru, du står der i al din glans. Se alt hvad jeg fandt jeg sammenbandt og bringer dig i en krans. Klokker og klöver og skovstjerner små; alt hvad jeg fandt skal jo du blot få. Jeg rev til blods mine fingre at smykke dit hår til dans.

Nu kaster jeg kransen, skjön jomfru; du söde vær mild og god. Jeg bönfalder dig, ak tramp den ej for hårdt med din silkefod. Af gråd, blot af gråd, er jo, kransen våd, og ser du den röde silketråd? Den sige skal: for din lykke jeg giver mit hjerteblod.

Du svarer mig ej, skjön jomfru; nuvel, jeg tier og går. Og kun til tröst for min egen lyst, pling plang, guitarren jeg slår. Luften er mild, men som glædevild brænder jorden i himlens ild og du, du står midt i solen, og har min krans i dit hår.