1. Bergvæg, brist med drön og brag for mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde, til jeg hörer malmen lyde. Dybt i fjeldets öde nat vinker mig den rige skat, diamant og ædelstene mellem guldets röde grene. Og i dybet er der fred, fred og nat fra evighed; bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg under himlens stjernerad, trådte vårens blomsterveje, havde barnefred i eje. Men jeg glemte dagens pragt i den midnatsmörke schakt, glemte fugelns glade sange i min grubes tempelgange. Den gang först jeg steg herind tænkte jeg med skyldfrit sind: dybets ånder skal mig råde livets endelöse gåde!

En har ingen ånd mig lært hvad mig tykkedes så sært; end er ingen stråle runden, som kan lyse op fra grunden. Har jeg fejlet? Förer ej frem til klarhed denne vej? Lyset binder jo mit öje, hvis jeg söger i det höje.

Nej, i dybet må jeg ned; der er fred fra evighed. Bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! Hammerslag på hammerslag, indtil livets sidste dag. Ingen morgenstråle skinner, ingen håbets sol oprinder.

2. När aftonens stjärna glimma , så drömmande blir min håg. Ett svallande hav min ande, var tanke är där en våg.

De vaggas mot fjärran stränder i flyende stundens nu. Men stranden där sist de somna, är du, blott du, blott du!

3. Av Maanestraaler natten væver ett Sölveflor om Dybets Bræm, og Havets Bryst sig  sagte hæver, som Barnet i sin Vugges Gjem.

Det er som Oceanets Strömme sig lulled ind i dette Net; som smelted Bölgen hen i Drömme og Vinden holt sin Aandedræt.

Saa er den Glands din Skjönhed dölger; mit Væsen synker hen dei, naar som Musik paa Havets Bölger mig naar din Stemmes Melodi.

Og mens paa dig jeg henrykt tænker, sig lægger Hjertets Storm og Flod, tilbedende min Sjæl sig sænker i taus Beskuen for din Fod.