1. Agnes, min dejlige sommerfugl, dig vil jeg legende fange! Jeg fletter et garn med masker små, og maskerne er mine sange.

Er jeg en sommerfugl og skær, så lad mig af lyngtoppen drikke; og er du en gut, som lyster en leg, så jag mig, men fang mig ikke!

Agnes min dejlige sommerfugl, nu har jeg maskerne flettet, dig hjælper vist aldrig din flagrende flugt, snart sidder du fangen i nettet!

Er jeg en sommerfugl ung og blank, jeg lystig i legen mig svinger; men fanger du mig under nettets spind, så rør ikke ved mine vinger!

Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd og lukke dig ind i mit hjerte; der kan du lege dit hele liv den gladeste leg du lærte!

3. Det første mødes sødme, det er som sang i skoven, det er som sang på voven i solens sidste rødme, det er som horn i uren de tonende sekunder, hvor i vi med naturen forenes i et under.

2. Jeg giver mit digt til våren, skjønt endu den ej er båren, jeg giver mit digt til våren, som længsler til længsler lagt. Så slutter de to en pagt at lokke på sol med liste, så vinteren nød må friste at slippe et kor af bække, så sngen må ham førskrekke, at jage ham ud av luften med idelig blomsterduften. Jeg giver mit digt, jeg giver mit digt til våren.

4. Han tvær over bænkene hang; hun lystig i dansen svang. Hun lengte, hon lo med en og med to; hans hjerte var nær ved at briste; men det var der ingen som vidste.

Hun gik beg ved laden den kvæld, han kom for at sige farvel. Hu kasted sig ned, hun græd og hun græd; sit lavs håb, det skulde hun miste; men det var der ingen som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang; så kom han tilbage en gang. Hun havde det godt; hun fred havde fåt; hun tænkte på ham i det sidste; men det var der ingen som vidste.